Sammen med Italien og syv andre europæiske lande har Danmark underskrevet et åbent brev, hvor der opfordres til en mindre restriktiv fortolkning af konventionen. Målet er blandt andet at gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge. Kernen i kritikken er især rettet mod EMRK’s artikel 8 – retten til respekt for privat- og familieliv – som ifølge de ni europæiske lande forhindrer staterne i at føre en »fornuftig og tidssvarende udlændinge- og asylpolitik«.

Det er langtfra første gang, at menneskerettighedskonventionen kritiseres. Flere partier har de senere år foreslået, at Danmark enten træder ud af EMRK og genindtræder med forbehold eller helt fjerner konventionen fra dansk lov. I april foreslog Liberal Alliance sidstnævnte, og i november sidste år fremlagde Det Konservative Folkeparti et konkret beslutningsforslag med ønsket om at undersøge mulighederne for at fravige dele af vores internationale forpligtelser – et forslag, som flere partier bakkede op, men som et flertal i Folketinget (heldigvis) stemte ned.

Når vores folkevalgte politikere italesætter menneskerettighederne som ’problemet’ og reducerer dem til en stopklods for udvisning af kriminelle udlændinge, overses det, som menneskerettighederne reelt er, nemlig en beskyttelse af den enkelte borger og en retslig garant for, at stater – også vores egen – ikke udøver magt vilkårligt.

Selvfølgelig skal og må politikere diskutere, hvordan menneskerettighederne anvendes og fortolkes. Debat er en vigtig del af ethvert demokrati, og det er både legitimt og nødvendigt, at vores folkevalgte forholder sig til, hvordan love og regler virker, og hvad der potentielt kan forbedres. Lad os også bare deklarere tydeligt, at Advokatrådet selvfølgelig bakker op om, at hvis der begås kriminalitet, skal det straffes.

Men når det er sagt, ærgrer vi os over, at udfaldene mod menneskerettighederne er så ensidige, og at konventionen igen og igen fremstilles som en hindring for retfærdighed. Vi har tværtimod behov for at tale konventionen op i disse år og fortælle om den beskyttelse, som konventionen giver vores borgere.

Der kan eksempelvis peges på en sag fra 2024, hvor Danmark blev dømt efter artikel 8 for ikke at have reageret tilstrækkeligt på en kvindes anmeldelse om voldtægt. Menneskerettighedskonventionen handler i øvrigt om langt mere end artikel 8. Danmark er for eksempel tidligere blevet dømt for brud på artikel 3 om nedværdigende og umenneskelig behandling i sager om bæltefiksering, for brud på artikel 6 om retten til retfærdig rettergang og for brud på artikel 11 i en sag om foreningsfrihed. For bare at nævne nogle få eksempler.

Vi savner i Advokatrådet, at danske politikere i højere grad taler værdien af den internationale retsorden op og husker, hvad der ligger til grund for de konventioner, vi har tilsluttet os

Menneskerettighederne er også i spil i en sag, der i øjeblikket verserer, hvor en dansk pige med støtte fra Advokatsamfundet og Justitia har stævnet Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet. Hun blev som 15-årig sendt til en tvangsgenopdragelseslejr i Somalia. Sagen handler ikke kun om myndighedernes svigt, men også om borgerens ret til beskyttelse og frihed. Her er netop EMRK et vigtigt redskab i vurderingen af, om staten har levet op til sit ansvar.

Disse sager er eksempler på, at menneskerettighederne spiller en beskyttende rolle i virkelige menneskers liv. At en borger overhovedet kan få sådanne sager prøvet – og i nogle tilfælde få medhold – skyldes det fundament, som konventionen bygger på. Et fundament, der ikke bør tages for givet, og som netop nu trænger til at blive genbekræftet i en tid, hvor retssikkerheden er under pres, og hvor der i USA ses et massivt politisk pres på visse gruppers og individers rettigheder.

Her er det også værd at minde om konventionens historie: Den europæiske menneskerettighedskonvention blev vedtaget i 1950 som reaktion på et par af historiens mørkeste kapitler, nemlig to verdenskrige. Efter krigene var der bred enighed om, at der var et akut behov for at beskytte det enkelte menneske. Konventionen fastlægger derfor flere grundlæggende rettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, retten til retfærdig rettergang og respekt for privat- og familieliv. Rettigheder, som det i lyset af krigene stod krystalklart, at vi ikke kunne overlade til tilfældigheder.

Danmark tiltrådte konventionen fra begyndelsen og valgte i 1992 frivilligt at inkorporere konventionen i dansk lov. Ikke fordi vi blev presset udefra, men fordi vi som nation ønskede, at menneskerettighederne skulle gælde med samme styrke som dansk lovgivning og dermed fungere som et retsligt sikkerhedsnet for alle borgere. Det giver den bedste retsstilling for borgere, og det er det bedste værn mod tilfældig magtudøvelse

Vi savner i Advokatrådet, at danske politikere i højere grad taler værdien af den internationale retsorden op og husker, hvad der ligger til grund for de konventioner, vi har tilsluttet os. Intet retssystem er perfekt. Og i ethvert samarbejde må det accepteres, at man ikke får alle sine ønsker opfyldt. Men Danmark og andre vestlige lande har meget at vinde ved at deltage i forpligtende internationale aftaler. Det giver den bedste retsstilling for borgere, og det er det bedste værn mod tilfældig magtudøvelse.

Europarådet har i sit svar til de ni lande slået fast, at konventionen ikke skal gøres svagere. Det burde Danmark støtte. I EU-regi har vi flere gange bakket op om kritik af lande som Polen og Ungarn, når de ikke har levet op til retssikkerhedsmekanismerne i Europa. Hvis vi selv træder ud af (dele af) konventionen, hvordan vil vi så troværdigt kunne rette kritik mod andre lande, der ikke følger de fælles regelsæt, vi har vedtaget?

Når Danmark om kort tid overtager EU-formandskabet, er det med en erklæret ambition om at styrke det europæiske sammenhold og værne om de fælles værdier, som vi har bygget op gennem årtier. Det forpligter – og det kalder også på, at vi deltager nuanceret og konstruktivt i den fælles samtale om, hvordan vi bedst fastholder og styrker de internationalt bindende regelsæt.

Læs hele indlægget i Politiken her